Ramme- og procedurebeskrivelse for SkoleflexPLUS

På denne side finder du b.la. beskrivelsen af ramme samt en samarbejdsaftale for pilotafprøvning af SkoleflexPLUS.

Her kan du læse rammebeskrivelsen for leveringen af ydelsen SkoleflexPLUS, der er et kombineret fleksibelt skoletilbud, som iværksættes i samarbejde mellem Børne- og Ungdomsforvaltningen og Socialforvaltningen.

Ramme for pilotafprøvning af SkoleflexPLUS

Vis alle

Formål og målgruppe

Målgruppen for pilotprojektet er børn/unge, der, hvis ikke de fik SkoleflexPLUS, ville være bevilget dagbehandling, men som vurderes at kunne profitere af at forblive i almenområdet med den rette støtte. I lighed med Skoleflex, er SkoleflexPLUS et tilbud til børn/unge, der har behov for både specialundervisning (specialpædagogisk bistand) samt en social foranstaltning, der imødekommer barnets/den unges vanskeligheder.

Målgruppen til SkoleflexPLUS har problemtyper af en tyngde, der gør, at almindelig Skoleflex ikke er støtte nok. Med det samlede SkoleflexPLUStilbud sikres barnets/den unges behov for støtte såvel fagligt som socialt, således at tilknytningen til det almene miljø kan bevares. Målgruppen til SkoleflexPLUS er den gruppe af børn og unge, der har en sag i BBU. BCHs målgruppe af børn/unge er derfor ikke med i pilotafprøvningsfasen til SkoleflexPLUS.

Økonomi

Den økonomiske ramme for SkoleflexPLUS består årligt af 175.000 kr. pr. forvaltning for henholdsvis den skolefaglige og socialfaglige del. Midlerne tages fra dagbehandlingspuljen. De to forvaltninger ansøger fælles om SkoleflexPLUS gennem de lokale BUF-SOF Beslutnings- og Koordinationsudvalg (BEKU). Bevillingen sker for ét år ad gangen fordelt på et 12- måneders forløb.

Bevilling og visitation

For at iværksætte SkoleflexPLUS skal der foreligge en pædagogisk, psykologisk vurdering (PPV). Såfremt PPV’en allerede foreligger, skal den pege på, at barnet har behov for specialpædagogisk bistand jf. Folkeskoleloven § 20, stk. 2. Derudover skal der være udarbejdet en børnefaglig undersøgelse efter Servicelovens § 50, der peger på, at der er behov for en forebyggende social foranstaltning efter Servicelovens § 52, stk. 3. Samtidig er det vigtigt, at det af BEKU er vurderet, at barnet/den unge både fagligt og socialt kan profitere af at forblive inkluderet i almenskolen til trods for, at dennes støttebehov ellers ville berettige til dagbehandling.

Det er i modsætning til øvrige fleksible skoletilbud et kriterie for en SkoleflexPLUS, at der vælges én samlet leverandør, som varetager hele SkoleflexPLUS-indsatsen.

I forbindelse med bevilling af SkoleflexPLUS skal BEKU være opmærksomme på, hvad der allerede er sat i værk hele vejen rundt om barnet/den unge i både BUF og SOF. I den forbindelse er det afgørende at SkoleflexPLUS-forløbet sammentænkes med den indsats, skolen allerede har igangsat inden for rammerne af de 12 lektioner, skolen er forpligtet til at levere. Skolens indsats skal dermed fortsætte sammen med SkoleflexPLUS-forløbet. Indsatser igangsat inden for rammen af de 12 lektioner er ikke nødvendigvis 1:1 støtte pr. barn, men kan fx designes som en tolærerordning i klassen, holddeling, co-teaching med det formål at udvikle inkluderende læringsfællesskaber, hvor alle børn lærer, udvikler sig og trives.

Ligeledes er det afgørende, at SkoleflexPLUS-forløbet sammentænkes med de foranstaltninger, som SOF eventuelt allerede har iværksat i familien. Såfremt en given foranstaltning ikke ophører ved iværksættelse af SkoleflexPLUS, skal de to foranstaltninger understøtte hinandens arbejde samt internt samarbejde i det omfang, der er behov for det.

I pilotfasen vil der bydækkende kunne iværksættes op til 10 forløb til en pris á 350.000 kr. pr. forløb (175.000 kr. pr. forvaltning). Af styringsmæssige årsager skal BEKU ved iværksættelse af SkoleflexPLUS orientere BUF-SOF koordinationsgruppen (Michala Holm Faber, KA8I@kk.dk) om barnets cpr.nr., leverandøren samt navnet på skolen, der varetager SkoleflexPLUS-forløbet. Der henvises til Vejledning for fælles sagsforløb og dokumentet Ansøgning om og arbejdsplan for SkoleflexPLUS for yderligere Side 3 af 5 viden om visitationsproceduren. Begge findes på BUF-SOF Portal: https://medarbejder.kk.dk/indhold/faelles-sagsforloeb-og-beku.

Fælles BUF-SOF-arbejdsplan

Da indsatsen netop har til formål at understøtte barnets/den unges skolegang, så henvisning til segregerede tilbud undgås, er det helt afgørende, at indsatsen koordineres mellem BUF og SOF og tænkes som et samarbejde om én samlet, fælles indsats. Det er derfor afgørende at den fælles ansøgning og BUF-SOF-arbejdsplan udarbejdes i et samarbejde mellem BUF og SOF, at mål og indsatser for henholdsvis den specialpædagogiske indsats og den socialpædagogiske indsats er tænkt sammen og bruges som et fælles, gennemgående styringsredskab for indsatsen både i skole-, familie- og fritidsregi.

Når der ansøges om SkoleflexPLUS i BEKU, sker det på samme måde, som når der søges om dagbehandling. Her har BEKU dog mulighed for i stedet for dagbehandling at give forhåndstilsagn om SkoleflexPLUS. Når forhåndstilsagnet er givet, udfyldes ansøgningsskemaet (side 1-3) i dokumentet Ansøgning om samt arbejdsplan for SkoleflexPLUS i samarbejde mellem skole, sagsbehandler, familie og den eksterne leverandør på et Aftaleforum. Skolen og sagsbehandler vælger sammen den eksterne leverandør på baggrund af dialog med BEKU. Sagsbehandler sender herefter Ansøgning om samt arbejdsplan for SkoleflexPLUS til skriftlig godkendelse til BEKUmailen. Endelig godkendelse af det konkrete forløb foretages nu pr. mail af et ledende BEKU-medlem fra hver forvaltning. Beslutningen om bevilling afhænger af, om ansøgningen sandsynliggør, at skole, ressourcecenter og ekstern leverandør i samarbejde kan løfte opgaven. Den fælles BUFSOF-arbejdsplan (s.4-5 i Ansøgning om samt arbejdsplan for SkoleflexPLUS) tages først i brug, når ansøgningen er godkendt, og forløbet skal sættes i gang. BUF-SOF-arbejdsplanen ligger til grund for det løbende samarbejde mellem skole og leverandør, herunder ved løbende statusmøder hver anden måned.

Samarbejde mellem BUF, SOF og leverandør

SkoleflexPLUS er en mere massiv indsats end Skoleflex. Derfor er der skærpet fokus på koordination og samarbejde mellem skole, myndighed, leverandør og familien. Det betyder, at der er en række faste aktiviteter og kriterier, som parterne hhv. skal deltage i og overholde. Det skal blandt andet være tydeligt, hvem der har ansvar for at koordinere samarbejdet mellem BUF og SOF, ligesom der er en fastlagt møderække i forløbet. Formålet med den faste møderække er at sikre fælles planlægning, opfølgning og justering af indsatsen, så den løbende tilpasses barnets/den unges aktuelle behov. Til formålet er der lavet en obligatorisk Samarbejdsaftale for SkoleflexPLUS, der beskriver rammerne for samarbejdet. I forbindelse med opstart af forløb skal denne udfyldes af leverandør, skole og socialforvaltning. Samarbejdsaftalen findes på BUF-SOF Portal herunder. SkoleflexPLUS er en fælles, koordineret indsats, men de to forvaltninger har forskellige ansvarsområder og rammer. I forbindelse med planlægning af indsatsen er det således vigtigt at være opmærksom på, at den specialpædagogiske del af indsatsen udelukkende kan finde sted i forbindelse med skolerelaterede indsatser. Det vil konkret sige, at BUFs andel af midlerne ikke kan anvendes i eksempelvis ferieperioder. Der skal derfor i forbindelse med planlægning af forløbet tages højde for, hvordan det bedst giver mening at tilrettelægge støtte her.

Aktiv inddragelse af familien

For at lykkes med en SkoleflexPLUS er det afgørende, at familie og barn/den unge er motiverede for at indgå i samarbejde med skole og leverandør. Derfor er samarbejde med familien centralt. Det betyder, at alle professionelle (skole, sagsbehandler og leverandør) skal have et koordineret samarbejde med familien, og at det i forbindelse med udfyldelse af samarbejdsaftalen aftales, hvem der er familiens kontaktperson.

Krav til skoleledelsen

Først og fremmest er det skoleledelsens ansvar, at SkoleflexPLUS-indsatsen lever op til kravene i Folkeskoleloven. Derudover er det en forudsætning for at lykkes med et SkoleflexPLUS-forløb, at skole og klasseteam er motiveret til at løfte opgaven. Det er skoleledelsens ansvar at vurdere, om et team er modent til at kunne løfte opgaven, både ift. kompetencer, inkluderende mindset og motivation.

Skoleledelsen skal sikre, at indsatser leveret i støtten på 12 lektioner, er grundigt beskrevet. Det er ledelsens ansvar, at den fælles BUF-SOFarbejdsplan for barnet/den unge bygger oven på det arbejde, der allerede er igangsat med barnet/klassen.

Skoleledelsen har derudover en central rolle og ansvar ift. at sikre de organisatoriske rammer for, at teamet samt evt. ressourcepersoner fra ressourcecenter/tværfaglig support/kompetencecenter/UU vejleder og leverandør kan samarbejde om at løfte opgaven. Det vil sige, at de skal have mulighed for fælles forberedelse/planlægning, samarbejde i timerne og i frikvarterer samt løbende evaluering af indsatsen og samarbejdet. Se Samarbejdsaftale for SkoleflexPLUS. 

Krav til leverandører

Da der for SkoleflexPLUS er et krav om, at der udvælges én samlet leverandør, er der særlige kriterier til denne. Således skal leverandøren:

  • Besidde både special- og socialpædagogiske kompetencer
     
  • Være i stand til at arbejde med inkluderende læringsmiljøer.
     
  • Kunne samarbejde med forældre og skole.
     
  • Spille en central rolle i forhold til at oversætte, hvordan barnets læring og udvikling i en sammenhæng, kan oversættes til en anden sammenhæng.
     
  • Kunne bygge bro mellem barnet/den unges arenaer. Både i forhold til barnet/den unge selv og i forhold til de professionelle og familien omkring barnet/den unge.

Derudover skal leverandøren i tæt samarbejde med skolen (ledelsen, ressourcecenter, psykolog, tværfaglig support, kompetencecenter) levere både den specialpædagogiske og socialpædagogiske indsats i SkoleflexPLUS-forløbet. Det er leverandørens opgave i samarbejde med lærer- og ressourceteam samt evt. den tværfaglige support at udvikle læringsmiljøet i tråd med de mål og indsatser, der er udarbejdet i den fælles ansøgning og BUF-SOF-arbejdsplan for barnet/den unge i forbindelse SkoleflexPLUSforløbet.

Krav til sagsbehandler

Sagsbehandler vurderer, om SkoleflexPLUS-indsatsen til fulde kan dække familiens og barnets/den unges behandlingsbehov, eller om en evt. igangværende foranstaltning, skal fortsætte og sammentænkes med den fælles BUF-SOF-arbejdsplan.

Det er sagsbehandlers ansvar at formidle til skole og leverandør, hvis der ud over SkoleflexPLUS er igangsat andre sociale foranstaltninger. Såfremt der er foranstaltninger udover SkoleflexPLUS, er leverandørerne af de respektive foranstaltninger jf. afsnittet Bevilling og visitation forpligtet til at samarbejde. Denne samtænkning skal indgå i planlægningen af SkoleflexPLUS-forløbet.

Samarbejdsaftale til pilotafprøvning for SkoleflexPLUS

Ansøgning om samt arbejdsplan for SkoleflexPLUS